Før byfornyelse 
Udskriv siden

De fleste bygherrer har brug for en byggeteknisk rådgiver allerede tidligt i byfornyelsesfasen.
Ejeren bør vælge en rådgiver, der har erfaring med byfornyelse og med ombygning af gamle ejendomme, det vil her sige et godt kendskab til traditionel byggestil.

Når ejeren indgår aftale med en rådgiver, er det vigtigt at alle krav og ønsker bliver formuleret, herunder fx

  • kvalitet og materialevalg
  • tidsplan og økonomi
  • at alle aftaler skal være skriftlige
  • at alle dokumenter skal foreligge ved afleveringen

Det er en god idé, at kravene indgår som en forudsætning i aftalerne med rådgiver og entreprenør, og at slutregning ikke bliver betalt, før det reviderede projektmateriale og dokumentation for kvalitetssikring er afleveret.

Se om ejerens opgaver og ansvar

 

Informationsmøde
BvB tilbyder ejere og deres rådgivere, der står overfor at skulle gennemføre en byfornyelsessag, at deltage i et gratis informationsmøde.
På mødet gennemgås emner som:

  • Typiske byggetekniske problemer, hvor det ofte går galt
  • Valg af kvalitet med vægt på totaløkonomi
    vælg sikre og kendte løsninger
    vælg kvalitet frem for kvantitet
    tænk på den fremtidige vedligeholdelse
  • Kvalitetssikring i praksis – en forenklet kvalitetssikring, hvor det er de skjulte og risikofyldte konstruktioner, der bliver prioriteret
    BvB’s Logbog og Kvalitetssikring med kameraet præsenteres
  • Bygherrens ansvar – hvilke opgaver har bygherren
    Gode råd til styring af byggesagen

BvB anbefaler alle ejere at deltage i et informationsmøde inden ansøgning om støtte sendes til kommunen.

 

Førregistrering (førundersøgelse)

Sammen med ansøgningen til kommunen om tilskud til byfornyelse skal ejeren vedlægge BvB’s skema 1 og en førregistrering af ejendommen. Førregistreringen skal udføres af en sagkyndig, der har byggeteknisk sagkundskab og erfaring fra byggepraksis.
Førregistreringen beskriver bygningsdelenes tilstand og hvilke forbedringer, der søges om tilskud til.

Ejeren skal sikre, at alle ejendommens bygningsdele bliver vurderet og nødvendige forbedringer medtaget.

Når byggesagen er afsluttet modtager BvB en kopi af førregistreringen, og oplysningerne heri indgår i BvB’s sagsbehandling i forbindelse med eftersyn og eventuelle skader. 

 

Godkendelse og støttetilsagn

På baggrund af ejerens ansøgning beslutter kommunen, hvilke arbejder der kan gives byfornyelsesstøtte til, og sender et skriftligt tilsagn til ejeren.

På grundlag af tilsagnet udfylder ejeren BvB’s reviderede fortegnelse, og sender den til BvB. Herefter kan projekteringen påbegyndes. 



Dokumentation for kvalitetssikring
Under en byfornyelsessag er der mange dokumenter at holde styr, se folderen DOKUMENTATION TIL BvB.