De ansvarlige kan nægte at deltage i udbedringen, når sagen er forældet.
Der er tre regler om forældelse af ansvar. Bemærk, at de tre forskellige forældelsesfrister kan løbe samtidig. Kun den ene af reglerne vil i praksis afgøre, hvornår et krav er forældet.
Byggeansvar - 5 år
Rådgivere, entreprenører og leverandører kan normalt kun gøres ansvarlige for fejl og mangler i forbindelse med byfornyelsen i 5 år efter at byggeriet er afleveret. Forældelse afbrydes ved reklamation.
Lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) - 3 år og 10 år
Ansvar forældes efter denne lov 3 år efter det tidspunkt, hvor ejeren fik eller burde have fået kendskab til, at han eller hun har et krav mod den ansvarlige. Det vil sige fra det tidspunkt, hvor fejlen opdages eller burde være opdaget. Forældelse efter forældelsesloven afbrydes ved at anlægge sag ved domstol eller voldgiftsret, ved anmodning om (udenretligt) syn og skøn, eller ved, at den ansvarlige erkender sit ansvar. Parterne kan eventuelt indgå en suspensionsaftale, som betyder, at den ansvarlige giver afkald på at påstå, at sagen er forældet.
Ansvaret forældes dog senest 10 år efter, at den ansvarspådragende fejl blev begået, uanset at ejeren ikke kendte eller burde kende fejlen. Også ved den 10-årige forældelse afbrydes forældelsen ved at anlægge sag ved domstol eller ved voldgiftsret eller ved, at den ansvarlige anerkender sit ansvar.
Passivitet
Som ejer er man efter reglerne passiv, hvis man fx gennem nogen tid har været klar over, at modparten kan være ansvarlig for fejl og mangler, uden at man har gjort modparten opmærksom på det, eller hvis man ikke følger op på de sendte reklamationer. Er problemerne fx påpeget i eftersynsrapporten eller BvB´s sammenfatning fra 1-års eftersynet, kan ejeren ikke vente med at reklamere til der har været 5-års eftersyn.