Dækning - sådan foregår det 
Udskriv siden

Sådan anmelder du en byggeskade
Du kan anmelde en byggeskade på BvB's skema ”anmeldelse af byggeskade”. Skemaet kan bestilles hos BvB eller downloades. Klik på skemaet til højre.

Inden du udfylder skemaet, anbefaler vi, at du læser vores vejledning "Byggeskader". Den kan bestilles hos BvB eller downloades. Klik på folderen til højre.

Send alle relevante oplysninger og bilag sammen med anmeldelsesskemaet, så kan BvB hurtigere begynde at behandle anmeldelsen.

Relevante bilag er:

  • Reklamationsbreve til de ansvarlige teknikere, entreprenører og leverandører
  • Breve med reaktioner/svar fra de ansvarlige
  • Billeder af skaden

 

Behandling af skadeanmeldelse

Når BvB har modtaget skadeanmeldelsen og alt relevant materiale, kan det være nødvendigt at besigtige eller undersøge ejendommen. Derefter gennemgår BvB's jurister og teknikere materialet, og beslutter om den anmeldte skade kan dækkes.

 

Klageadgang
BvB's afgørelse kan ikke indbringes for en anden administrativ myndighed eller klageorgan. Uenighed mellem dig og BvB om dækning kan indbringes for domstolene eller for Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed.


Regres - syn og skøn - voldgift

Når BvB anerkender at dække skaden, vurderer BvB om det er muligt og hensigtsmæssigt at gøre ansvar gældende overfor rådgiveren, entreprenørerne eller andre (regres). Vurderer BvB, at det er muligt at gøre ansvar gældende, kontakter BvB de(n) pågældende for at opnå en mindelighedsløsning – det vil sige at svigt og skader bliver udbedret af de(n) pågældende. Er det ikke muligt, vil BvB typisk lade gennemføre et syn og skøn og efterfølgende evt. anlægge en sag for Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed.

Vælger BvB at gennemføre en regressag, afventer udbedringen, til sagen er afsluttet. 


Udbedring

Oftest vil BvB gennemføre udbedringen. Inden BvB igangsætter udbedringen af byggeskaden, skal du - som ejer - stille en garanti for den del af udbedringen, som du selv skal betale.

Derefter kontakter BvB en teknisk rådgiver – en arkitekt eller ingeniør - for at få udarbejdet et udbedringsprojekt. Når BvB i samarbejde med ejer er enige om projektet, afholdes der licitation og derefter gennemføres udbedringen.

Når udbedringen er afsluttet og BvB har modtaget byggeregnskab fra rådgiveren, udarbejder BvB en opgørelse over hele skadesagen til dig.