Byggeskader 
Udskriv siden

Byggeskader kan anmeldes til BvB indtil 20 år efter den dato, hvor byggeriet er afleveret. Men BvB dækker ikke automatisk alle byggeskader. 

De første fem år efter afleveringen er det de ansvarlige rådgivere og entreprenører, der skal sørge for at udbedre svigt og skader som de er ansvarlige for. Ejeren skal derfor først forsøge at få byggeskaden udbedret af den eller de ansvarlige for byggeskaden. Ejeren skal sørge for, at udbedringen sker efter de anvisninger, der gælder for god byggeskik.

Hvis det ikke lykkes at opnå en aftale om udbedring med de ansvarlige, kan skaden anmeldes til BvB. Det skal ske så hurtigt som muligt.

BvB dækker ikke udgifter til arbejder, der er igangsat, før BvB har anerkendt at dække byggeskaden.

Der kan dog være situationer, hvor ejeren er nødt til at handle her og nu (uopsættelig afhjælpning), og derfor ikke kan vente på BvB’s afgørelse. Fx hvis der umiddelbart er stor risiko for personer eller bygningen. Så skal ejeren straks underrette BvB om, at han eller hun agter at foretage uopsættelige afhjælpningsarbejder. Se nærmere i BvB´s vejledning ”Byggeskader”.