Dit ansvar som ejer
Det er dit ansvar at sørge for, at eventuelle svigt og skader bliver udbedret.
Reklamation
Det er vigtigt, at du reklamerer overfor rådgivere og entreprenører så hurtigt som muligt, hvis der er tegn på svigt eller skader. Ved reklamation afbrydes ansvarsperioden.
Hvis BvB - i forbindelse med et 1-års eftersyn – gør opmærksom på, at der er registreret svigt eller skader på ejendommen, kan du ikke vente til 5-års gennemgangen med at reklamere, selv om rådgiveren og entreprenøren er ansvarlig for fejl og mangler i fem år. Du skal altid reklamere hurtigst muligt.
Du bør desuden overveje, om der er forhold, der ikke er nævnt i BvB´s eftersynsrapport og sammenfatning, som du ønsker at reklamere over.
Er du i tvivl om, hvorvidt du vil eller har mulighed for at reklamere over svigt eller skader, eller rapporten indeholder mange eller komplicerede problemer, anbefaler vi, at du kontakter en byggeteknisk- eller juridisk rådgiver og gennemgår sagen med denne.
Hvis der fx er fundet fejl i projektet eller svigt, der kan skyldes manglende tilsyn, anbefaler BvB desuden, at du får hjælp af en uvildig teknisk rådgiver.
Når du reklamerer, skal du inden for rimelig tid følge op på ubesvarede eller afviste reklamationer. Hvis du ikke reklamerer så hurtigt som muligt og ikke følger op på reklamationerne, risikerer du at tabe en efterfølgende sag mod entreprenøren eller rådgiveren på grund af passivitet. På samme måde risikerer du at miste muligheden for skadedækning hos BvB, hvis du ikke har reklameret rettidigt og har fulgt op på reklamationerne.