BERETNINGENS TEMAER
Erfaringsformidling
BvB’s erfaringsformidling har forsat høj prioritet. Vi underviser lærlinge, konstruktør- og ingeniørstuderende, bidrager med indlæg ved efteruddannelseskurser for færdiguddannede håndværkere og rådgivere, og besøger bl.a. tekniske skoler i hele landet med den mobile udstilling GODE TAGE. GODE TAGE er blevet en del af det tekniske fælleseje.
Desuden har BvB i samarbejde med GI (Grundejernes Investeringsfond) igangsat projektet DET GODE VÅDRUM, som skal være med til at højne kvaliteten af vådrum. Projektet vil vise eksempler på gode vådrumsløsninger i forskellige typer ejendomme.
GI har i 2010 bevilget 5,2 mio. kr. til projektet. Projektet vil være færdigt august 2011.
Eftersyn
Fra 2011 gennemfører BvB kun 5-års eftersyn af ejendomme, der ved 1-års eftersynet havde bygningsdele, der blev registreret med svigt eller skade, som skulle udbedres. Ejeren skal derfor nu i endnu højere grad selv være opmærksom på ejendommes tilstand. BvB har udarbejdet en generel vejledning ”HOLD ØJE MED OG HOLD DIT HUS”. Vejledningen er en hjælp til ejeren, når denne - evt. sammen med en teknisk rådgiver – skal gennemgå sin ejendom. Vejledningen vedlægges sammen med beretningen.
BvB.dk har fået nyt udseende
BvB.dk har fået et mere tidssvarende udseende og en forbedret funktionalitet.
Websiden er mere brugervenlig, - så du fra forsiden lettere kan finde vej til de oplysninger, du ønsker. Hvis der er informationer du savner, hører vi gerne fra dig.