Det er fundamentalt vigtigt, at ejendommens tag er så tæt, at konstruktionen ikke nedbrydes af skadelige vandpåvirkninger. Tidligere understrøg man de mere åbne tagdækningen som f.eks. vingetegl. I dag bruger man et undertag.
Det er undertaget, der i sidste ende sikrer tagets tæthed ved at beskytte mod sne og regn, som trænger ind under tagdækningen.
Der har gennem mange år været problemer med forkert valgte eller udførte undertage, som derfor har resulteret i alvorlige råd- og svampeskader.
Men nu gør BvB en indsats på området i et samarbejde med Dansk Byggeri, Byggeskadefonden for støttet alment byggeri og Statens Byggeforskningsinstitut.
Parterne har sammen oprettet DUKO (Dansk Undertagsklassifikationsordning ApS).
I folderen og på hjemmesiden duko.dk kan du læse mere om DUKO, hvor bygherrer, rådgivere, entreprenører og håndværkere kan finde uvildig information om valg af det rette undertag.
Der er mange undertagsprodukter på markedet med vidt forskellige kvalitetsegenskaber. Tænk dig om to gange, før du vælger undertag – det kan blive dyrt at vælge forkert.