Der er ingen nemme løsninger på fugtproblemerne i den ældre del af bygningsmassen 
Udskriv siden
25-07-2004 

Det er hovedkonklusionen fra det midtvejsseminar som den 18. maj 2004 blev afholdt i projekt "Fugtstandsning". 80 rådgivere, entreprenører, bygherrerepræsentanter, forsikringsfolk og forskere var mødt op for at diskutere de hidtidige resultater af forsøgs- og udviklingsprojektet for fugtstandsningsmetoder i murede fundamenter.

Nogle af konklusionerne fra seminaret er:

  • at mange rådgivere anvender de forkerte måleinstrumenter, hvilket gør fugtproblemerne vanskelige at identificere. De måleinstrumenter, som i dag er de mest udbredte "herunder kapacitive målere" er således ikke i stand til skelne mellem salt og fugt i murværk.
  • at saveteknikkerne kan udvikles yderligere - og kvalitetssikringen gøres meget bedre. Der mangler blandt andet kontrolmålinger til dokumentation af effekten af indbankningsmetoder.
  • at der er behov for klar og entydig dokumentation af kemiske
    fugtstandsningsmidlers effektivitet. De hidtidige undersøgelser på laboratorier med typiske danske tegl- og mørtelmaterialer viser således, at der snarere er tale om en fugtbremsende effekt end en fugtstandsende effekt.

Projekt "Fugtstandsning" gennemføres i samarbejde mellem blandt andet BvB og sbs og finansieres af Grundejernes Investeringsfond.

Se mere om midtvejsseminaret på sbsby.dk