BvB besvarer mange spørgsmål om byfornyelse og byggeteknik, og teknikere og jurister hjælper gerne i den udtrækning, det er muligt.
Hvis du ikke finder svar på netop dit spørgsmål, så send en mail til bvb@bvb.dk og vi vil svare dig snarest muligt.
BYGGETEKNIK
Hvorfor skal lægter i dag være større, end da huset blev bygget?
De gamle lægter har ofte båret tagsten eller skifre i mange år uden problemer.
Men i dag er kravene til lægternes størrelse skærpet af sikkerhedsmæssige årsager. De gamle standardlægter kan stadig bære tagstenene, men da det skal være sikkert at færdes på lægterne under arbejdets udførelse, er kravet til lægternes størrelse ændret.
Er det virkelig nødvendigt at udføre kvalitetssikring?
Ja. Entreprenøren skal dokumentere, at han har udført arbejdet i henhold til de aftaler, der er indgået. Når byfornyelsen er gennemført og ejeren modtager arbejdet ved afleveringen, er en stor og væsentlig del af det, der er udført, ikke synligt; derfor skal der foreligge dokumentation for det arbejde, der er udført.
Skal hele ejendommen brandsikres i forbindelse med byfornyelsen?
Ikke nødvendigvis. Det er de lokale bygningsmyndigheder, der stiller og formulerer kravene, når der ansøges om byggetilladelse.
En ejendom skal til enhver tid opfylde de brandkrav, der var gældende, da bygningen blev opført. Ved ombygninger, tilbygninger og ændringer vurderer bygningsmyndighederne, hvilke krav der skal opfyldes.
Kan byfornyelse kun udføres med fast undertag under tegl eller skifre, som det er vist på GodeTage.dk?
Nej, men BvB anbefaler, at man bruger fast undertag under nye tagdækninger med vingetegl, fordi BvB ser mange svigt ved brug af lette banevarer under de åbne tagdækninger. BvB anbefaler at man vælger et undertag, der passer til tagdækningen og husets opbygning, se nærmere på DUKO.dk.
Er det ikke muligt at udføre badeværelser med malede vægge under byfornyelse?
Nej, vægge med glasfilt/-væv og maling i vådzone i baderum, kan ikke længere vælges i forbindelse med en byfornyelse. Vådzonen er defineret i SBi Anvisning 200, Vådrum, som i øvrigt altid skal følges, når man indretter baderum i forbindelse med byfornyelse.
Hvorfor er det nødvendigt med udsugning fra køkken og bad?
I køkken og bad tilføres rummene en stor del fugt ved madlavning og badning. Hvis den fugtige varme luft ikke bliver fjernet fra rummet, kan fugten kondensere på kølige overflader. Det ses fx som dug på vinduerne. Kondens på kolde flader kan også føre til skimmelvækst.
Den bedste måde at sikre sig mod skimmelvækst er, at sørge for at rummene bliver tilstrækkeligt udluftede, og at de er opvarmede.
Det er derfor vigtigt, at udsugningskanaler i køkken og især i badeværelser holdes åbne og ikke stoppes til for at spare på varmen, da man så risikerer, at der kommer mug og skimmelvækst.
Kan man slippe for at føre udluftning fra faldstamme over tag?
Ja, på nogle faldstammer er det muligt at sikre udsugning pga undertryk ved at montere en vakuumventil. Den kan fx placeres i tagrummet, hvor ventilen og omgivelserne kan tilses. Det er vigtigt, at den kontrolleres jævnligt. Hvis den ikke virker efter hensigten, kan der – på grund af opfugtning - komme store mængder skimmel på træværket i tagrummet.
Spørg altid bygningsmyndighederne om anvendelsen af vakuumventil er hensigtsmæssig i den aktuelle sag.
Kan jeg få BvB til at godkende projektet inden byfornyelse?
Nej. BvB er en uvildig instans, og ikke en del af byggeprocessen. Alle er velkomne til at kontakte BvB med spørgsmål, som medarbejderne vil forsøge at besvare bedst muligt, men BvB modtager ikke projekter til gennemsyn eller godkendelse.
EFTERSYN
Hvorfor får jeg et brev fra BvB om 1-års eftersyn, når byfornyelsen næsten lige er afsluttet?
Fordi eftersynet skal være planlagt, udført, rapporteret og behandlet i BvB tidsnok til, at du kan få resultatet af eftersynet i god tid inden din 1-års gennemgang med entreprenørerne efter AB 92.
Hvornår sender BvB 1-års rapporten?
BvB sender resultatet af 1-års eftersynet senest 8 måneder efter afleveringsdatoen.
Hvornår sender BvB 5-års eftersynsrapporten?
BvB sender resultatet af 5-års eftersynet senest 54 måneder – eller 4½ år - efter afleveringsdatoen.
Skal jeg nedskrive entreprenørens sikkerhedsstillelse efter 1-års eftersynet?
Du bør kun nedskrive sikkerhedsstillelsen, hvis der ikke er problemer med de arbejder den pågældende entreprenør har udført, eller når mangler, svigt og skader er tilfredsstillende udbedret. Sikkerhedsstillelsen sikrer til en vis grad, at du kan få udbedret mangler, hvis entreprenøren ikke vil eller kan – fx ved konkurs.
Hvornår kommer BvB og udbedrer de svigt, der er registreret?
Du skal – som ejer - selv sørge for at reklamere overfor de ansvarlige rådgivere og entreprenører for at få forholdene udbedret. BvB foretager sig normalt intet, med mindre du har anmeldt en byggeskade.
BYGGESKADER
Hvor lang tid efter at huset er blevet byfornyet, kan man få udbedret byggeskader hos BvB?
BvB dækker skader i 20 år efter at byfornyelsesarbejdet er afsluttet. Det betyder, at ejeren skal anmelde byggeskaden – så hurtigt som muligt – og inden der er gået 20 år fra afleveringsdatoen.
Hvordan anmelder jeg en byggeskade?
Ring til BvB eller send en mail og bed om et anmeldelsesskema eller download skemaet her. Læs vores vejledning inden du sender anmeldelsen. Vejledningen kan downloades her.
Kan private parcelhusejere få støtte til udbedring af byggeskader hos BvB?
Nej, det er kun offentligt støttet byfornyelse, der er omfattet af BvB’s dækning.
Dækker BvB fx maling af vægge eller loft i forbindelse med en skadeudbedring?
Ja, BvB dækker også nødvendige følgearbejder.
Dækker BvB knirkende gulve?
Nej. Form og funktion kan kun dækkes, hvis de på afgørende måde nedsætter bygningens/boligens brugbarhed.
Må udbedringen påbegyndes straks efter anmeldelsen?
Nej. Hvis BvB skal dække udbedringsudgifterne, må du ikke påbegynde udbedringen, før du har modtaget vores afgørelse om dækning. Den eneste undtagelse er uopsættelige forhold, hvor det er nødvendigt midlertidigt at foretage sig noget for at begrænse skaden, - men ring altid til os, før du gør noget.
Hvorfor igangsættes udbedringsarbejderne ikke straks?
Nogle udbedringer trækker ud, fordi BvB – bl.a. ved syn og skøn eller voldgiftssager - forsøger at få de ansvarlige til at udbedre de anerkendte byggeskader. Udbedringen kan derfor først påbegyndes, når dette er afsluttet, da beviserne – byggeskaden og dermed ansvarsgrundlaget - ellers forsvinder.
Skal jeg acceptere, at den ansvarlige entreprenør får lov til at udbedre skaden, når jeg helst ikke vil se ham igen?
Ja. Entreprenøren har både en afhjælpningsret og en afhjælpningspligt.
Hvorfor skal der knyttes en dyr rådgiver til udbedringen, når BvB har accepteret at dække byggeskaden?
BvB er som offentlig myndighed nødt til at sikre sig, at udbedringsarbejderne – det er jo allerede gået galt én gang - udføres på en teknisk forsvarlig måde.